Det internationale ishockeyforbund

Løvernes landstræner:

Løvernes landstræner:

”Man skal spille godt for at slå os i Herning”

Publiceret 29.06.2017 17:27 GMT+2 | Forfatter Peter Fredberg
Landstræner Janne Karlsson går ind i sin femte sæson i spidsen for de danske løver og karakteriserer de første fire år som ”en fantastisk tid”.

”Jeg ville ikke have undværet min tid med landsholdet. Den har været meget positiv og givet mig meget på alle punkter,” siger han.

Janne Karlsson er den fjerde svenske toptræner i dette århundrede, som har fejret triumfer i dansk regi. Jim Brithén, Mikael Lundström og Per Bäckman var de første tre.

Når Danmark 4.-20. maj 2018 inviterer til global hockeyfest og slår VM-portene op til Jyske Bank Boxen og Royal Arena, er det 16. år i træk, de danske drenge er en del af verdenseliten. Inden oprykningen i 2002 ville denne tanke have været utopi.

Den 58-årige svenske coach voksede op i Åseda i Småland og blev hurtigt grebet af hockeyen i den lille by. Han bor i dag i Göteborg sammen med sin kone, Carina.

”Der var et godt hockeymiljø i Åseda. Jeg hørte fra andre klubber i 14 års-alderen og flyttede som 17-årig til Jönköping og HV 71. Der fulgte fine år med god udvikling, som gav mig muligheden at komme til Göteborg og Frölunda. Jeg afsluttede min aktive karriere i Mörrum under min gamle Frölunda-træner Tommie Bergman. Under hele min aktive tid havde jeg et civilt job. Mine højdepunkter som spiller var oprykningen til Elitserien med både HV 71 og Frölunda,” siger Janne Karlsson.

Hvad mange måske ikke ved om den hårdt arbejdende og fysisk stærke back er, at han også spillede to A-landskampe for Tre Kronor og syv B-landskampe.

”Jeg gav altid 100 procent. Som træner kan jeg lide den samme indstilling hos spillerne, når de konkurrerer mod hinanden og modstanderne. Alle skal arbejde for holdet og tage et stort ansvar ude på isen,” siger han.

Janne Karlssons trænerkarriere startede i 1993 i Mörrum i 1. division. I sin lange karriere kan han se tilbage på SM-guldet med Frölunda i 2003 og 2005 og mesterskabet med HV 71 i 2010. I 2007 og 2008 førte han Linköping til SM-sølv.

I det gyldne år 2006 var han assisterende træner for Tre Kronors Bengt-Åke Gustafsson. Og Sverige fejrede inden for få uger en historisk dobbelttriumf med OL-guld i Torino og VM-guld i Riga.

I de sidste to sæsoner, inden han gjorde sin entré i Danmark, var han halvandet år i KHL-klubben Atlant Mytishchi og en halv sæson i Rögle i SHL. Flere af spillerne, han mødte på landsholdet, kendte han fra den svenske liga.

Janne Karlsson var godt klædt på, inden han kom til Danmark, og Tomas Jonsson, som havde været assisterende træner under Per Bäckman, fortsatte i samme rolle under den nye cheftræner.

Tomas Jonsson, en af Sveriges største backstjerner gennem tiderne, er medlem af Triple Gold Club. Den eksklusive gruppe spillere, som har vundet Stanley Cup og guld ved OL og VM. Han vandt Stanley Cup med New York Islanders i 1982 og 1983, VM i 1991 og OL i Lillehammer i 1994.

”Mit samarbejde med Tomas har fungeret lysende fra dag ét. Under sæsonen taler vi sammen næsten dagligt. Tomas er et vidunderligt menneske at have ved sin side. Loyal og dygtig,” siger Janne Karlsson.

Bedste VM i Karlsson-epoken er ubetinget Moskva 2016. Med imponerende elleve point i de syv puljekampe og en kvartfinale. I år i Köln blev det til mere beskedne syv point og en sjetteplads i puljen.

”Succes eller fiasko? Som træner ved man, at der i visse øjne ikke findes nogen middelvej. Det må man leve med. Men det er ikke sort eller hvidt. Det vigtige er, at jeg og hele holdet har gjort alt, hvad vi kunne for at gøre en så god indsats som muligt. Det er klart, at vi håbede på en ny kvartfinale, men vi vidste også, at mange ting skulle gå op i en højere enhed, for at det kunne lykkes. Også ting og resultater, som vi ikke kunne påvirke. Helt tilfreds bliver man aldrig som træner, men jeg føler, at vi leverede en godkendt indsats,” siger Janne Karlsson.

”Der blev fokuseret meget på, at vi kun havde én (Nikolaj Ehlers) af vore syv aktuelle NHL-spillere med i Köln. De spillere, der takkede nej til VM, havde alle fuldgode forklaringer. De ved, at de gør en forskel og vil gerne stille op. Jeg er overbevist om, at vi har en ny situation næste år. Man skal spille godt for at slå os i Herning.”

Janne Karlsson har mærket, hvordan hockeyen i Danmark har taget et stort spring fremad de seneste sæsoner.

”Der trænes mere og hårdere, og indstillingen hos mange unge spillere er ændret i takt med, at de ser, at flere og flere danske spillere når de store ligaer, NHL, KHL og SHL,” siger han.

Janne Karlsson har bragt en mere offensiv tilgang til spillet til landsholdet, end man tidligere har set.

”Jeg vil, at vi skal være optimistiske og spille positiv hockey, men med kloge beslutninger. Man skal turde vove for at udvikles,” lyder hans filosofi.

VM 2018 er historiens største idrætsbegivenhed på dansk grund, og Janne Karlsson glæder sig.

”Det er en fantastisk udfordring for spillerne og for os ledere. Der bliver hockeyfeber i Danmark,” siger han.

 

Tilbage til oversigt