Det internationale ishockeyforbund

IIHF Ishockey VM 2018:

IIHF Ishockey VM 2018:

H.K.H. Kronprins Frederik bliver protektor

Publiceret 16.05.2017 08:36 GMT+2 | Forfatter Organisationskomité
IIHF Ishockey VM 2018 får et royalt islæt med kongelig protektor.

Foto: Jan Korsgaard

Når IIHF ishockey VM for første gang nogensinde afholdes på dansk grund i maj 2018 i Jyske Bank Boxen i Herning og Royal Arena i København, bliver det med Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik som protektor.

Det blev søndag meldt ud på et pressemøde med Kronprinsens tilstedeværelse i Køln.

En stor ære for dansk ishockey

Om det kongelige protektorat udtaler formand for Danmarks Ishockey Union, Henrik Bach Nielsen:

-Det er en stor ære for dansk ishockey, at Kronprinsen har givet tilsagn om at være protektor for ishockey VM 2018. Vi er stolte af at have kongefamiliens opmærksomhed og støtte til så stort et sportsevent, som VM bliver.

- Det er velkendt, at Kronprinsen er meget interesseret i sport herunder i ishockey, og vi har ved flere forudgående lejligheder haft glæde af Kronprinsens tilstedeværelse under slutrunder og landskampe. Vi glæder os umådeligt meget til maj næste år og er allerede i fuld gang med de mange forberedelser hertil, sagde Henrik Bach Nielsen, før han overrakte Kronprins Frederik en dansk landsholdtrøje med trøjenummer 18. 

”Stolthed i Danmark”

Med antallet af tilskuere, tv-seere og medier tilstede bliver IIHF Ishockey VM 2018 den største sportsbegivenhed i Danmarks historie.

”Vi kan være meget stolte i Danmark over, at vi skal være værter for IIHF Ishockey VM 2018. Det bliver kæmpestort,” fortalte Kronprins Frederik til IIHF.com.

”Personligt nyder jeg ishockey meget. Jeg følger hovedsagligt med gennem medierne, men har også været til mange kampe live inklusive de Olympiske Lege. Der er en rigtig god atmosfære til kampene, og det hele er lidt som en stor fest. Folk er fordelt over hele arenaen, lige meget hvilken nation de er fra. Det gør det specielt.” 

Har selv prøvet sporten

Kronprins Frederik har ikke kun set med fra tribunen. Han har også prøvet sporten selv, fortæller han til IIHF.com:

”Det var for en del år siden. Det var ret sjovt, og jeg sætter pris på sporten. Det er en meget hård og fysisk sport, og du skal være meget stærk individuelt, men samtidig også formå at tænke som et hold.”

IIHF Ishockey VM 2018 afholdes fra den 4. til den 20. maj 2018 med deltagelse af de 16 bedste ishockeynationer i verden. Danmark har siden 2003 hvert år været kvalificeret til at spille med i VM.

Læs mere om billetsalget her.

 

Tilbage til oversigt

OFFICIAL PARTNERS 2018 IIHF ICE HOCKEY WORLD CHAMPIONSHIP